ASRA NYT udgives 4 gange om året og sendes til alle medlemmer, og er desuden at finde her på siden i en PDF version.
ASRA NYT indeholder eksempelvis erindringer skrevet af ganske almindelige folk i foreningens område, og andet, der handler om arbejderhistorie.
Få teksten læst højt
Er øjnene ikke, hvad de har været?
Med det gratis program "Adgang for alle" kan man få teksten i PDF filerne læst højt. Man skal blot markere teksten, så er man igang!
Aidas møde med Bodil Koch, hvor Aida Buur Andreasen, Holstebro, fortalte om, da hun 16 gammel, i 1947 blev ansat på Statens Marketenderi i Søby brunkulsleje. Her afsnittet om den unge Aidas møde med Bodil Koch.
”I efteråret blev det endelig vedtaget, at der skulle opføres et Forsamlingshus, det skulle ligge i forlængelse af Staten, så vi på Staten fik opgaven med at tilrettelægge hele festen; i hvert fald hvad der angik arbejdet med at bage, servere m.m. Det var en travl tid, men også en tid jeg aldrig glemmer!
Tilbage til festen vi skulle lave på Staten. Vi skulle bage 30 lagkager med 3 bunde i hver, det var hårdt arbejde, for vi måtte piske alt dejen med håndkraft, vi havde jo ingen elektriske piskere. Så når jeg tænker tilbage, får jeg ondt i armene igen. 90 bunde i alt, det tog 3 dage, for vi måtte jo bruge vores fritid til det.
Nå - endelig kom dagen, hvor huset skulle indvies. Der var mange fine herrer til festen, indenrigsministeren, borgmesteren fra Herning, politibetjenten fra Kølkær, sognerådsformanden for området og mange flere. Herning- kredsens folketingskandidat Bodil Koch skulle holde festtalen, hun havde sin gemal Hal Koch med. Et festligt par.
Jeg havde fået den store ære at servere ved festbordet, men det var svært, for jeg havde ikke et serveringsforklæde med. Det lykkedes dog at låne ét, så alt gik som det skulle. Bodil Koch var utrolig at høre på. Hun var en særpræget person. Jeg kan se hende for mig endnu, i sort spadseredragt og sorte sygeplejesko, det kaldte vi disse sko den gang, og håret samlet som en knold i nakken. Men når hun åbnede munden, var det som om der stod en glorie omkring hende, så spændende var hun at høre på. Et anderledes par, men et par dejlige mennesker, som jeg tit tænker tilbage på.
I 1949 begyndte det at tynde ud i arbejderne. Vi kom ned på 50 mand og det var for lidt arbejde til 3 piger, så blev vi 2, men det gik stadigvæk den “gale” vej. Jeg rejste fra Søby i april 1949, og jeg blev gift, men det er en helt anden historie.
Men mange gode minder tog jeg med mig fra Søby. Tak for dem.”